Sonador Fecit Dixi

En lille film jeg har lavet.
A little animation I made. I've tried to describe a feeling of suppression.

Jeg har fundet et stykke i Forbrydelse og Straf der beskriver det meget godt:

Under sin sygdom var han dog ikke helt bevidstløs; han lå ofte i en halvdøs og fantaserede. Meget af det huskede han siden. Snart forekom det ham, at der omkring ham var samlet en mængde mennesker, der ville flytte ham et eller andet sted hen og kom i skænderi for hans skyld. Pludselig lå han så atter alene i kammeret, alle var gået, alle var bange for ham - kun af og til åbnede man døren for at betragte ham og true ad ham, man havde noget for, lo ad ham og drillede ham. Natasja så han ofte ved siden af sig; der var også et glimt af et andet menneske, der syntes ham bekendt, men hvem det var, kunne han ikke komme på; det pinte ham, så han måtte græde.
Undertiden var det ham, som havde han nu allerede ligget syg en måned, til andre tider - at det stadig endnu var den samme dag. Men det andet - det begåede - havde han fuldstændig glemt, dog - samtidig vidste han, at han havde glemt noget, som for en hver pris ikke måtte glemmes - han anstrengte sig til det yderste, ja, pinte sig selv for at komme på det, stønnede, fik anfald af raseri og en frygtelig, uudholdelig angst. Så fo´r han op fra sit leje, ville flygte, men der var altid en der holdt ham tilbage med magt, og atter faldt han hen i dødelig slaphed og sløvhed.


Fjodor Dostojevskij
‘’Rodion Raskolnikov’’
s. 138