At blive transporteret

At køre. At blive transporteret. Det er lige meget hvor uendeligt langsomt det går. Faktisk jo langsommere jo bedre. Så længe man kommer fremad. Nej det er ligemeget, man kan også køre baglæns eller til siderne. Så længe man bevæger sig. Så længe man befinder sig på en bevægende flade ganske få centimeter over jorden. Sålænge man ligger på maven og stirrer ned i det forsvindende underlag. Måske gennem en sprække. Et underlag der forsvinder på den måde; ganske langsomt. Det er en historie der bliver fortalt.
Man skal også ligge på ryggen og stirre op i himlen. Op på skyerne. Og i øjenskrogene se skygger af objekter sejle forbi.
Man ligger på brædder; rå brædder. Men slidte. Uden for mange splinter. Det er varmt. Solen bager. Men der er en brise. Både en kølig og en aftenlun. Det kan være en diset tidlig morgen, en høj middag, en rødmende aftentime. Så længe man ligger på duftende brædder, og man bevæger sig. Ganske langsomt. Henover græssletter. Småsten. Udtørrede flodlejer. asfalterede veje. Blomstrende midterrabatter i gamle hulveje. Masser af glitrende vandpytter. Lavtvandede bronzefarvede søer. Skyggefulde markskel. Kølige bække med fisk. Skolegårde. Forladte markedspladser. Rålugtende havne. forladte haller. Tilvoksede industriområder. Teglsten pludselig. Oppe i byens tage. Det sitrer i maven når du glider over dybet mellem tagene. Hvor gaderne larmer fjernt. Og opdriften bringer dufte. Teglsten der er halvvejs grønne. Kører forbi under dig. Som en historie der bliver fortalt. Hver sprække. Alle detajler. Alle græstå. De mindste mostuer. De mindste konturerer. Insekter. Når du ser dem så ganske tæt på, giver de pludselig mening. Pludselig dirrende spænding. Alle sandkorn er pludselig sten, med egne farver, egen glød. Historier i deres egen ret. Alle årer i et stykke træ. Splinterne. Det frø der har sat sig fast i en sprække og spirer.
Og så den bløde fremdrift. Berusende, hypnotiserende. En tranceagtige tilstand.
Hvis du kan komme til det må du have hænderne frem. Røre. Lade dem glide hen over underlaget. Alt det bløde.Alt det kolde. Brændende. Skærende. Stikkende. Hakkende. Ruflende. Det ru. Græsset. Vandspejlet. Asfalten. Gruset.
Du tager fat i noget, og lader det glide ud igen. Den samme bevægelse om og om igen. Tidsløst. Alt er tidsløst. Uberørt af tiden. Enorme uformelige cirkler.
Du falder i søvn. På et tidspunkt falder du i søvn. Blunder, hedder det. Fjerne skygger af objekter flyder stadig forbi over dig. Solen blænder måske det ene øje. Du vågner måske, uden egentlig bevidsthed. En sprække af lys bliver pludselig til et hav af blåt. Og du forundres. Enormt. Det er ufatteligt. Så opdager du at du har åbne øjne, og at du kigger op i himlen. Et sug af højdeskræk, for alt er vendt på hovedet, og det blå hav er et uendeligt tomrum der ligger under dig. Omkranser dig. Det suger dig.
Snurrende violet.