Svæver

Og således vandrede han ud i vandet. Fulgt af tusinder og atter tusinder af blegrøde kakaduer.
Vandet mørknedes udad, af de algebevoksede sten.
Der var en stilhed i luften. Kun klukken af vand og en susen for ørene. Små laksorte tordenfluer svirrede.
Bløde krusninger fra de vandrende, forvandlede spejlingen af skyernes flugt, til blåhed og gule striber.
En knasende lugt af tang, fedtede luften.

To som os, to som vi

Her er et par. To som os. To som vi. En positiv og en negativ. En bagside og en forside.

Her er et par. To som os. Vi står i vejen for lys. vi åbner op og lukker i. Vi drikker the og samler smådele.
Her er et par der forsvandt. Hér blev de væk, og hér gik de bort. Her er et par der forsvandt. To som os. To som vi. Kiggede sig om og gled ned i et hul. Gik langsomt og ebbede ud. Bladrede baglæns. Søgte indad. Drømte køligt.

Vi var et par, og vi er tilsammen et par. Vi løber i ilden.


Vi rejste til steder langt væk. Vi lænede os imod vinden. Vi sagde ting vi ikke mente, fordi det føltes rigtigt.

Vi var engang, og den dag kom nærmere.

Her er et sted vi har boet og været. Og elsket. Her har vi lavet mad, og her stod vi alt for tidligt op.

Her er vi. Som du kender os. Du ser os kun som skygger der flakker, i grænselandet til dit synsfelt. Vi blænder dig i solvejr. Vi er grå når det regner.

lidt poesi

Rummet

I thought it would be nice to show how I made the movie 'Rummet'. I made as a the last project before the holidays last year.
Now you can just look at the scannings of my process.

En lille film jeg har lavet.
A little animation I made. I've tried to describe a feeling of suppression.

Jeg har fundet et stykke i Forbrydelse og Straf der beskriver det meget godt:

Under sin sygdom var han dog ikke helt bevidstløs; han lå ofte i en halvdøs og fantaserede. Meget af det huskede han siden. Snart forekom det ham, at der omkring ham var samlet en mængde mennesker, der ville flytte ham et eller andet sted hen og kom i skænderi for hans skyld. Pludselig lå han så atter alene i kammeret, alle var gået, alle var bange for ham - kun af og til åbnede man døren for at betragte ham og true ad ham, man havde noget for, lo ad ham og drillede ham. Natasja så han ofte ved siden af sig; der var også et glimt af et andet menneske, der syntes ham bekendt, men hvem det var, kunne han ikke komme på; det pinte ham, så han måtte græde.
Undertiden var det ham, som havde han nu allerede ligget syg en måned, til andre tider - at det stadig endnu var den samme dag. Men det andet - det begåede - havde han fuldstændig glemt, dog - samtidig vidste han, at han havde glemt noget, som for en hver pris ikke måtte glemmes - han anstrengte sig til det yderste, ja, pinte sig selv for at komme på det, stønnede, fik anfald af raseri og en frygtelig, uudholdelig angst. Så fo´r han op fra sit leje, ville flygte, men der var altid en der holdt ham tilbage med magt, og atter faldt han hen i dødelig slaphed og sløvhed.


Fjodor Dostojevskij
‘’Rodion Raskolnikov’’
s. 138

At blive transporteret

At køre. At blive transporteret. Det er lige meget hvor uendeligt langsomt det går. Faktisk jo langsommere jo bedre. Så længe man kommer fremad. Nej det er ligemeget, man kan også køre baglæns eller til siderne. Så længe man bevæger sig. Så længe man befinder sig på en bevægende flade ganske få centimeter over jorden. Sålænge man ligger på maven og stirrer ned i det forsvindende underlag. Måske gennem en sprække. Et underlag der forsvinder på den måde; ganske langsomt. Det er en historie der bliver fortalt.
Man skal også ligge på ryggen og stirre op i himlen. Op på skyerne. Og i øjenskrogene se skygger af objekter sejle forbi.
Man ligger på brædder; rå brædder. Men slidte. Uden for mange splinter. Det er varmt. Solen bager. Men der er en brise. Både en kølig og en aftenlun. Det kan være en diset tidlig morgen, en høj middag, en rødmende aftentime. Så længe man ligger på duftende brædder, og man bevæger sig. Ganske langsomt. Henover græssletter. Småsten. Udtørrede flodlejer. asfalterede veje. Blomstrende midterrabatter i gamle hulveje. Masser af glitrende vandpytter. Lavtvandede bronzefarvede søer. Skyggefulde markskel. Kølige bække med fisk. Skolegårde. Forladte markedspladser. Rålugtende havne. forladte haller. Tilvoksede industriområder. Teglsten pludselig. Oppe i byens tage. Det sitrer i maven når du glider over dybet mellem tagene. Hvor gaderne larmer fjernt. Og opdriften bringer dufte. Teglsten der er halvvejs grønne. Kører forbi under dig. Som en historie der bliver fortalt. Hver sprække. Alle detajler. Alle græstå. De mindste mostuer. De mindste konturerer. Insekter. Når du ser dem så ganske tæt på, giver de pludselig mening. Pludselig dirrende spænding. Alle sandkorn er pludselig sten, med egne farver, egen glød. Historier i deres egen ret. Alle årer i et stykke træ. Splinterne. Det frø der har sat sig fast i en sprække og spirer.
Og så den bløde fremdrift. Berusende, hypnotiserende. En tranceagtige tilstand.
Hvis du kan komme til det må du have hænderne frem. Røre. Lade dem glide hen over underlaget. Alt det bløde.Alt det kolde. Brændende. Skærende. Stikkende. Hakkende. Ruflende. Det ru. Græsset. Vandspejlet. Asfalten. Gruset.
Du tager fat i noget, og lader det glide ud igen. Den samme bevægelse om og om igen. Tidsløst. Alt er tidsløst. Uberørt af tiden. Enorme uformelige cirkler.
Du falder i søvn. På et tidspunkt falder du i søvn. Blunder, hedder det. Fjerne skygger af objekter flyder stadig forbi over dig. Solen blænder måske det ene øje. Du vågner måske, uden egentlig bevidsthed. En sprække af lys bliver pludselig til et hav af blåt. Og du forundres. Enormt. Det er ufatteligt. Så opdager du at du har åbne øjne, og at du kigger op i himlen. Et sug af højdeskræk, for alt er vendt på hovedet, og det blå hav er et uendeligt tomrum der ligger under dig. Omkranser dig. Det suger dig.
Snurrende violet.